Normalt, når vi rejser med autocamperen, så besøger vi steder med forskellige seværdigheder, gamle byer, smukke kirker, museer (ikke så tit ) og hvad der nu er at se der ude. Sådan har det også været på vores nylig overstået tur til Italien, hvor vi har besøgt et næsten utal af byer der ligger på en bjergtop – Lis mente jeg valgte dem ud fra hvor besværligt det var at komme der op – og vi har set mange, smukke, gamle steder såvel som meget smuk natur. Men vi har også oplevet noget andet.
Lad os starte med at gå lidt tilbage i tiden. For seks år siden – næsten på dato – nemlig d. 20 maj 2012, befandt vi os på en campingplads nær Peschiera i det sydøstlige hjørne af Gardasøen. På det tidspunkt havde vi endnu ikke anskaffet os vores “Bussen” – en Adria autocamper, men vi havde bil og campingvogn. Midt om natten vågnede vi ved at det føltes som om en stor, stærk man stod og ruskede i campingvognen. Det varede ikke længe, og vi anede ikke hvad der skete. Dagen efter fik vi at vide, at der havde været et jordskælv i området lige sydøst for hvor vi befandt os med epicentret ca. 120 km. væk. De følgende par dage mærkede vi flere efterskælv. Det var selvfølgelig noget foruroligende, og vi så da også rystende billeder i nyhederne med sammenfaldne bygninger og rapporter om dræbte, men alligevel var det svært at fatte. Jordskælv var jo ikke noget der kom os danskere ved.
Og så til nutiden. For nogle dage siden løb vi ind i et Østrigsk par som fortalte om en rigtig lækker stellplads i en by der hed Mirandola – tømning, vand og strøm og det hele var gratis – og så lå den lige på vores vej. Mirandola ligger midt mellem Modena og Verona, ude på Po sletten. Vi fandt også pladsen, som ganske rigtig var gratis og havde alt det der var lovet, men ellers ikke var sådan særlig spændende. Men hvad får man for ingenting?
Vi gik en tur ind i byen, som er en middelstor provinsby med en gammel, historisk centrum som så mange Italienske byer – og der fik vi lidt af et chock. Det første der mødte os da vi kom ind i bymidten var en gammel kirke der blev holdt sammen af diverse afstivninger og spændebånd. En meget stor del af bygningerne var pakket ind i stilladser med plast afdækning omkring. Der var bygge kraner og bygge aktivitet over alt – som om det var en stor byggeplads. Ved nærmere eftersyn, viste det sig, at de fleste beboelses ejendomme så nye og ny renoverede ud, medens offentlige bygninger, og især kirker, blot var ruiner der blev holdt oppe af et netværk af stilladser som edderkoppesind. Nogle steder stod kun facader tilbage. Det der satte de mange indtryk i relief var det faktum, at der var gået seks år, og man var næsten lige begyndt med genopbygningen af en hel by. Butikker i de berørte ejendomme – og det var stort set hele midtbyen – var stadig lukket. Det gav i hvertfald os et helt andet indtryk af hvad det var vi havde oplevet seks år tidligere.
Hilsen
Lis og Poul Erik
Billederne herunder taler deres eget, tydelige sprog. Husk, det er seks år efter katastrofen.
