Udvalgte nyhederFredericia byder igen velkommen

Fredericia byder igen velkommen

Fra foråret – altså ganske snart – byder Fredericia Kommune autocamperturister velkommen til at benytte en lang række parkeringspladser, som er særligt velegnede til autocampere. Kommunen går dermed foran blandt de danske kommuner.

Det blev besluttet på et møde i Teknikudvalget den 31. marts, efter et flot oplæg fra forvaltningen, som har udpeget hele 18 særligt egnede parkeringspladser til besøgende autocampere. Fire af pladserne ligger inden for voldene, tæt på gågaderne med deres hyggelige huse, udstillinger, butikker, restauranter og caféer.

Disse fire pladser – samt parkeringspladsen ved Fredericia Idrætscenter og pladserne langs kysten – vil blive prioriteret først i forhold til indretning og skiltning. De resterende følger efter sommerferien.

Parkeringspladserne er valgt ud fra, at de nemt kan tilpasses til autocampere, f.eks. med lidt bredere båse (3,5 meter) og større manøvreareal end almindelige personbiler kræver. Derfor kan udgifterne holdes inden for det eksisterende driftsbudget. Der skal betales for de pladser, hvor der i forvejen er betalingsparkering, mens resten er gratis – hvilket må siges at være helt fair.

Fælles for pladserne er, at de er beregnet til parkering. Ifølge vejloven må man ikke “tage et areal i besiddelse” uden ejerens tilladelse – og det gør man, hvis man sætter borde, stole eller lignende ud på en parkeringsplads. Så det er desværre ikke tilladt.

Flere af pladserne ligger i grønne områder, som alle kan benytte med respekt for naturen og hinanden – og her må autocampere naturligvis gerne holde picnic, ligesom alle andre.

DFAC havde i november 2024 et møde med Bosætnings- og Turismeudvalget samt Teknikudvalget, hvor vi fremlagde et oplæg med idéer fra vores lokale medlemmer om, hvor autocampere bedst kunne parkere.

Mange af forslagene kan genfindes i kommunens “Mulighedskatalog” – men folkene i forvaltningen har virkelig været flittige og har fundet mange flere steder, som passer perfekt til os, der kører i de store personbiler.

Det er imponerende, hvor hurtigt politikerne og forvaltningen i Fredericia har fået dette flotte initiativ på benene.

DFAC håber, at de mange parkeringsmuligheder vil genskabe det mylder af autocamperturister i byen, som de handlende og turismeaktører – restauranter, udstillere osv. – tidligere nød godt af, da autocampere kunne parkere på Svovlsyrekajen.

Kommunen arbejder videre på at kunne tilbyde autocamperne forskellige faciliteter. Indtil videre henvises der dog til faciliteterne på de nærliggende motorveje.

DFAC har sendt en tak til Fredericia Kommune for at imødekomme vores ønsker og for den flotte indsats!

Læs mere om hvad der er gået forud, her.

Referatet af Teknikudvalgets møde kan læses her

P-pladserne i centrum af Fredericia er beskrevet her

Alle de særligt egnede P-pladser kan ses her

Tidligere artikel

Seneste nyt

Newspaper WordPress Theme

Læs også

DFAC