Må kommuner stille arealer gratis til rådighed f.eks. p-pladser og lignende, så autocampere kan overnatte uden betaling?
I 2014 blev økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager spurgt, om kommuner må tilbyde gratis parkeringspladser til autocampere og lignende køretøjer. Hendes svar var, at det må kommunerne gerne. De må også drive vandrerhjem og campingpladser, selvom det ikke kan udelukkes, at der herved påføres hotelerhvervet konkurrence.
Baggrunden er, at kommunerne generelt er interesserede i at give borgerne faciliteter til fritidsaktiviteter og fremme turismen. Det er dog en forudsætning, at kommunerne ikke har til hensigt at tjene penge på at drive eller støtte disse faciliteter. Formålet er at fremme borgernes fritidsaktiviteter og turismen.
Disse regler om kommunernes beføjelser kaldes “Kommunalfuldmagtsreglerne” og gælder for områder, hvor der ikke er specifik lovgivning.
Campingforeningen CODK’s jurister er godt bekendt med disse regler. Alligevel hører vi hvert år om foreningens gentagne kritik i medierne af autocampere, der lovligt parkerer på offentlige områder, og påstås at forvride konkurrencen.
Formålet med denne kritik er at begrænse autocampere i deres ret til at parkere som enhver anden bil, under hensyntagen til trafikregler, natur og andre mennesker. Dette sker for at få campingpladserne til at øge deres indtægter ved at opkræve overnatningsgebyrer fra de mange autocampere, der besøger Danmark.
Campingforeningen CODK går endnu længere ved at få støtte fra Dansk Erhverv, hvor chefkonsulenten for turisme, oplevelser og kultur, Lasse Friedberg Bilstrup, skriver om parkering i lystbådehavne, at det kan føre til unfair konkurrence for campingpladserne. Dette påvirker campingpladsernes indtægter og påfører dem store omkostninger, fordi de er underlagt campingreglementets regler, i modsætning til kommunale parkerings- og autocamperområder.
Det er overraskende og tankevækkende, at Dansk Erhverv støtter campingbranchen, der år efter år sætter nye rekorder.
Dette især, når det sker ved at angribe kommunernes ret til at tilbyde parkeringspladser til autocampere og dermed støtte detailhandelen i bymidterne, der flere steder er under pres og derfor gerne have indtægter fra autocamperturisme.
Campingpladsejerne og deres organisationer har indflydelse i mange byråd samt i Erhvervsfremmebestyrelsen, der arbejder med turisme på vegne af Erhvervsministeriet. Det er naturligt, da en betydelig del af Danmarks turistindtægter kommer fra campingpladserne.
Men Campingpladsernes repræsentanter udnytter i deres aggressive lobbyvirksomhed, at dem, de påvirker, ikke altid har tilstrækkelig viden om love, bekendtgørelser og kommunalfuldmagtsreglerne!
Derfor ønsker DFAC at oplyse om dette emne her.
I 2010 blev der i Vejledning til Campingreglementet på opfordring af Kommunernes Landsforening præciseret, at parkeringspladser til autocampere er undtaget fra reglementet. Dette blev gjort med henblik på at fremme turismen i bycentrene. Og denne undtagelse gælder stadig.
DFAC vil derfor opfordre kommunerne til at finde løsninger som byder autocamperne velkommen og DFAC står til enhver tid til rådighed med vejledning og gode råd.
Foreningen kontaktes på info@dfac.dk
Læs Margrethe Vestagers svar her:
KOU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 121 : 52ccae94-5299-4641-b240-fbd3c59f7cf6.docx (ft.dk)