IndholdMedlems NytNyhedsbrev, august 2023

Nyhedsbrev, august 2023

Nyhedsbrev nr. 111. 

Sommerens artikler, høringssvar, kommende arrangementer, debatemner på FritForum og nyheder på DFAC

INDHOLD:

Artikler i diverse aviser igen denne sommer – en venlig opfordring fra bestyrelsen

Høringssvar fra DFAC vedr. revision af EU´s kørekortdirektiv

Kommende arrangementer:
Gør det selv træf i Haderslev

Fødselsdagstræf nær Skive

Autocamper Show i Fredericia

Har du en idé til et træf eller andet arrangement? 

Spændende debatemner på FritForum

Er autocamper et problem i DK?
Omtaler af AC i aviser
Er helårsdæk sagen?
Tandrem


Nyheder på DFAC.dk
Gastest krav i Europa 2023
Radio i bilen

Artikler i diverse aviser igen denne sommer – en venlig opfordring fra bestyrelsen

Vi fornemmer, at denne sommer igen har budt på den største mængde autocampere i Danmark nogen sinde. Det har affødt adskillige artikler i aviserne om autocampere. En del af disse artikler kan læses/genlæses i denne tråd på FritForum. Det er ikke småting vi, som autocamperturister, bliver beskyldt for. Det er bl.a. nævnt at autocampere tømmer toiletkassetten i havet, stjæler vand på kirkegårde, tømmer toiletkassetten på offentlige toiletter og således sviner disse til. Mange er kritiske overfor vores brug af P-pladser til parkering (kaldes ”campering”), citerer udtalelser fra ejere af overfyldte campingpladser, der føler sig snydt for vores overnatninger og lokale borgere, der mener at kende loven til bunds og udtrykker, at det er forbudt at sove i sin autocamper. Men heldigvis møder vi også positive udtalelser om antallet af AC-turister, der således let og uden problemer beriger byernes butikker. DFAC har i en række tilfælde kontaktet og sendt saglig og konkret information til journalisterne bag artiklerne og til politikere, der har udtalt sig. Rigtig mange af artiklerne bunder i manglende viden – og rigtig mange autocampere! Samtidigt har DFAC tilbudt at være med til at finde løsninger evt. trængselsproblemer på populære steder.

DFAC har givet input til det notat, som Vejdirektoratet, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og Erhvervsstyrelsen har lavet om, hvad autocampere må og ikke må. Seneste udgave ligger på Naturstyrelsens hjemmeside.

Én ting er, hvad vi må og ikke må. Men helt afgørende for, at disse regler ikke ændres til ulempe for autocamperes frihed er, at vi altid husker at tage hensyn til de fastboende og til, at andre også skal kunne parkere og nyde naturen eller en køn udsigt:

Bestyrelsens bøn til medlemmerne:

Parker bagerst på P-pladsen, så de små personbiler kan holde foran. Vi kan se hen over dem, og når det er aften, kører de hjem. Hold afstand mellem camperne, så almindelige personbiler kan parkere i mellemrummet – når de er kørt, er der bedre afstand til nabo-camperen, og det er godt for din sikkerhed i tilfælde af en brand. Er der fyldt op på en plads, så kør videre og find et andet sted at holde.

Tag altid alt dit affald med, når du kører om morgenen – og tag gerne rigeligt med af det affald, der lå på pladsen, da du kom. Del gerne din glæde over at køre autocamper med de fastboende – jo mere viden om vores dejlige liv med camperen, desto færre misforståelser opstår der. Brug vores base over faciliteter (m/u betaling) når du trænger til at få tømt potten – kort over faciliteter og GPS-filer til download ligger frit tilgængelige på her på hjemmesiden.

Vi arbejder med at etablere P-pladser til autocampere og faciliteter til autocampere m/u betaling overalt i landet. Har du en god ide til en P-plads, som kan aflaste nogle stærkt benyttede pladser i naturen – eller som kan bruges under besøg i byer, eller har du rettelser til vores oplysninger om faciliteter, så skriv til info@dfac.dk   Din hjælp kan være med til et bedre omdømme og accept af autocampere.

Høringssvar fra DFAC vedr. revision af EU´s kørekortdirektiv.

Foreningen har fulgt oplægget og tankerne fra EU-kommissionen. Deres begrundelse om højere vægt i køretøjer med alternativt drivmiddel er, at de er udstyret med de nyeste sikkerhedssystemer. DFAC har d. 31. maj 2023 foreslået, at nuværende biler med en vægt optil 4250 kg uden anhænger med udvalgte sikkerhedssystemer, evt. eftermonteret, også skal have lov til at blive ført af personer med min 2 års køreerfaring med et B-kørekort. Begrundelsen er også, at autocampere bliver ældre end andre personbiler (M1 køretøjer) og kører ikke så mange km. om året. Derfor vil det ikke være bæredygtigt at skrotte dem, og at der nok ikke findes alternative drivmidler til autocampere i den nærmeste fremtid. Køretøjets sikkerhedsmæssige ekstraudstyr kan angives i køretøjets registreringsattest. Nu afventer vi det videre arbejde i EU og håber på et godt resultat for os.

Kommende arrangementer
Kalender | DFAC


Gør det selv træf i Haderslev – 31. august (Torsdag) 07:00 – 7. september (Torsdag) 23:00

Tilmeldingsfrist er 25. august, læs det spændende program i kalenderen og meld dig til på FritForuum

Fødselsdagstræf nær Skive i oktober 6.-8. oktober

Sædvanen tro, afholder DFAC sit årlige fødselsdagstræf i første hele weekend i oktober: 6.-8. oktober 2023. Denne gang i nær Skive.

Vi mangler folk til et festudvalg, er du den, der har gode ideer eller selv kan bidrage med festligt indslag, ja så kontakt venligst Egon på mail en@dfac.dk eller tlf. 4033 9379
Til yderligere praktisk hjælp efterlyses medlemmer, der bor i Skive eller meget tæt på! Kontakt Egon

Autocamper show Fredericia 2023 – 3.-5. november

Mød DFAC’s erfarne autocamper brugere på vores stand på messen i Fredericia, hvor der på 16.000 m² vises de nyeste autocampere, campervans og udstilling af tilbehør til AC’ere.
Messeudvalget vil gerne bede om, at der melder sig nogle frivillige til at hjælpe på standen. (js@dfac.dk).

eller ved at svare på denne tråd på FritForum


Har du en idé til et træf andet arrangement? 
Så tøv ikke med at gribe fat i en af personerne i træfudvalget, som altid står klar med råd og vejledning.  Eller mail: info@dfac.dk

Spændende debatemner på FritForum
Der er flere spændende emner på FF, bl.a.:

Er autocamper et problem i DK?
Omtaler af AC i aviser
Er helårsdæk sagen?
Tandrem

…..og mange, mange flere

Har du ikke besøgt FF fornyeligt, kan vi anbefale at kikke forbi og deltage MED dine synspunkter og erfaringer.

Nyheder på DFAC.dk
Gastest krav i Europa 2023
Radio i bilen

Sensommerlige camperhilsner med ønsket om en god efterårssæson
Bestyrelsen

Har du brug for hjælp til FritForum? Send en mail til support@dfac.dk
Vil du gerne i kontakt med foreningen? Send en mail til info@dfac.dk
Hjemmeside | FritForum

Seneste nyt

Parkering / Campering

Camper i skyen

Newspaper WordPress Theme

Læs også

DFAC