Nyhedsmail nr. 90 – Generalforsamling, Forårstræf og Forårsmøde, Teams-møder
– Invitation til Generalforsamling
– Generalforsamlingens forløb
– Afstemningens struktur
– Generalforsamlingens lovlige indvarsling
– Økonomi
– Året der gik og kommende aktiviteter
– Valg til bestyrelsen m.m.
– Forslag til foreningen og debat
– Forårstræffet
– Teams-møder
– Involvering/stemmeafgivelse fra flest mulige
Invitation til Generalforsamling
I vores vedtægter §6 stk. 2, står, at bestyrelsen skal udsende denne information “senest 14. marts” – den er nemlig forløberen for vores ordinære generalforsamling som foregår via FritForum. Mange af jer vil nikke genkendende til, at det vi følger “same procedure as last year”, mens andre for første gang oplever denne særlige, demokratiske form for generalforsamling, der alene kræver en internetforbindelse og at man kan logge ind på Frit Forum. Det, at vi i DFAC kan diskutere og stemme, uanset hvor vi er i verden, er én af grundene til, at vi har ordet ”Frie” i vores navn.
Fra medlemmerne ønsker vi:
- Forslag til foreningen om, hvordan vi gør DFAC endnu bedre, og god og konstruktiv debat om forslagene på FritForum og på Forårsmødet.
- Involvering og stemmeafgivelse fra flest mulige.
- Tilbud om at deltage i bestyrelsesarbejdet og foreningens andre udvalg/ arbejdsgrupper.
Generalforsamlingens forløb
Processen om generalforsamlingen indeholder en række forskellige muligheder for medlemmerne for at diskutere med hinanden med henblik på at gøre DFAC til en bedre forening at være medlem i. Oversigten over disse arrangementer og tidsfrister finder man her.
Afstemningens struktur
På FritForums debat om generalforsamlingen 2022 i afsnittet ”Emner” har vi oprettet emner om hvert af de punkter, vi nævner i denne invitation til generalforsamling. Her kan også oprettes andre emner, foreslået af jer, som vi kan debattere. Når vi nærmer os generalforsamlingen, vil bestyrelsen samle op på disse emner og lave en oversigt over alle afstemningspunkter.
Generalforsamlingens lovlige indvarsling
Første spørgsmål vil være, om vi kan gennemføre generalforsamlingen på trods af, at bestyrelsen ikke fik varslet datoerne først i januar, som krævet i vedtægternes §6, stk. 2. Det har vi beskrevet her.
Økonomi
DFAC’s økonomi er lidt anderledes end andre foreningers. Vi har et meget lavt kontingent og meget lave udgifter. Men det skal regnskabsføres og styres alligevel, og her ligger det reviderede regnskab for 2021.
Tallene er tjekket af foreningens interne revisor, 0014 Peter Esko, og skulle meget gerne give et ”sandt” billede af, hvad der er sket i 2021. Men der kan jo sagtens være forskelligt, der ønskes belyst, og I har krav på fuld information. Så kom med evt. spørgsmål.
I samme billede ligger Budget forslag 2022, og dette er baseret på uændret kontingent og indmeldelsesgebyr – hver på 100 kr.
Året der gik og kommende aktiviteter
I bestyrelsens beretning kan I se, hvordan bestyrelsen har opfattet, at året er gået.
Vi har også lagt et debatpunkt med Kommende aktiviteter ind i FritForum. Her kan du se, hvad bestyrelsen arbejder med/ønsker at arbejde med, du kan kommentere og selv komme med forslag til andre emner.
Valg til bestyrelsen m.m.
I forbindelse med generalforsamlingen er der også valg til bestyrelsen.
0314-Anne Marie Knudsen er på valg ved generalforsamlingen og hun genopstiller. Også vores nuværende formand 0292-Jørn Skou er på valg og han genopstiller, mens 0592-Jens Chr. Lundsby ikke genopstiller.
Vores to bestyrelsesmedlemmer 0613-Bent Bille Krogh og 0632-Søren Dalsgaard, som blev valgt ved generalforsamlingen 2021 har oplyst, at de ønsker at trække sig fra bestyrelsesarbejdet på grund af deres erhvervsarbejde. Vi siger tak for indsatsen og håber at kunne trække lidt på jeres viden fremover også.
Der skal hermed vælges mindst 3 nye bestyrelsesmedlemmer.
Der skal ligeledes vælges to suppleanter til bestyrelsen, begge for 1 år ad gangen. Her siger vi tak for indsatsen til 0326-Hans Rytter som ikke genopstiller, mens 0006-Jytte Jakobsen genopstiller.
Endelig skal vælges en intern revisor, og 0014 Peter Esko genopstiller.
Det kan traditionelt være vanskeligt at finde kandidater til bestyrelsesarbejdet. Vi har jo ”Janteloven”, der gør, at nogle kan være tilbageholdne med at stille op. Bliver du opstillet af andre, kan du være sikker på, at vi kontakter dig for at høre, om det er OK med dig.
At være bestyrelsesmedlem forudsætter, at man deltager i det fælles bestyrelsesarbejde og derudover finder nogle områder som har ens særlige interesse og som man gerne vil arbejde med. Det sidstnævnte arbejde er ofte det sjoveste. Så meld jer – eller foreslå andre til posterne (spørg dem gerne først).
Lad os derfor også få en snak om kandidater til bestyrelse, suppleanter og revisor på FritForums debat om Generalforsamlingen 2022.
Forslag til foreningen og debat
Det allerbedste er, hvis medlemmerne i fællesskab er enige om foreningens linje og holdning. Derfor håber vi, at flest muligt vil deltage i debatten på FritForum om det man ønsker ændret eller fastslået.
Man kan også fremsætte egne forslag senest den 02-05-2022 på FritForum eller sende dem til info@dfac.dk. Vi hjælper gerne med formuleringen, men de skal være helt færdige inden d. 7. maj, som er seneste frist for ændringsforslag til allerede stillede forslag.
Regnskab, budget, kontingent/indmeldelsesgebyr samt valg af bestyrelse, suppleanter til bestyrelsen og intern revisor er obligatoriske punkter.
Herudover kommer de emner, som bestyrelsen gerne vil høre medlemmernes mening om, her er foreløbigt ét.
FritForum er altså en central del af vores foreningsdemokrati. Det samme er Forårsmødet den 23. april i Billund, som afholdes inden fristen for nye forslag, og hvor vi diskuterer forskellige emner ansigt til ansigt under hyggelige former. Man kan godt deltage i Forårsmødet uden at deltage i resten af Forårstræffet.
Forårstræffet
Her finder du indbydelsen og programmet til Forårstræffet, der i år afholdes d. 22.-24. april i Billund. Indbydelsen bliver også sendt til dig i en separat mail med link til tilmeldings-formularen. Denne kan også hentes her.
Teams-møder
Som noget nyt vedtog vi på sidste års generalforsamling, at vi skulle supplere debatten på FritForum og Forårsmødet med mindst 1 on-line medlems – debatmøde. Dette debatmøde er d. 27. april kl. 19.00
I år vil vi prøve også at holde et medlemsmøde umiddelbart efter generalforsamlingens start, hvor bestyrelsen kan belyse afstemningspunkterne og svare på spørgsmål. Dette møde finder sted d. 19. maj kl. 19.00.
Involvering/stemmeafgivelse fra flest mulige
Når du har fulgt med i debatten og måske givet udtryk for din mening, så er du parat til at afgive din stemme ved generalforsamlingen. Den foregår på FritForum fra 18. til 22. maj.
Vi sender dig endnu en mail, når vi starter afstemningen sammen med en liste med telefonnumre til medlemmer, der sidder parat til at hjælpe dig med at logge ind og finde afstemningen, hvis du skulle have problemer. Desuden kan du altid kontakte support@dfac.dk.
Du har fem dage til at finde et tidspunkt, der passer dig, hvor du kan sætte dig bag skærmen et kvarters tid, læse om de punkter, der kan stemmes om, og afgive dine stemmer.
Benyt dig af denne chance for at få indflydelse. Vejledning til, hvordan du afgiver dine stemmer, finder du her.
Vel mødt til demokratiet i Danmarks Frie AutoCampere – Danmarks mest demokratiske autocamperforening.
Venlige camperhilsener
Bestyrelsen