Registreringsafgiften for autocampere er nu nedsat.
I dag d. 9/11- 2017 klokken 10:02 nedsatte Folketinget registreringsafgiften for autocampere. Herved blev fjernet det efterslæb i forhold til andre personbiler, som både autocamperforeninger og autocamperforhandlere har påpeget overfor Skatteministeren ved de seneste nedsættelser af registreringsafgiften. Afgiften på autocampere beregnes efter to forskellige modeller. I den ene beskattes hele autocamperen med en procentsats, der nu er reduceret fra 60 til 45%. I den anden model beskattes chassiset – eller bildelen – efter samme beregning som en almindelig personbil med en række tillæg og fradrag afhængig af sikkerhed og brændstofforbrug. I det oprindelige lovforslag blev en del mindre autocampere og autocampere med et dyrt chassis men en billig ”opbygning” urimeligt hårdt ramt af lovforslagets øgede fokus på brændstofforbruget, således at afgiften for disse campere, der ofte ses som førstegangskøberens valg eller som udlejningsbiler, reelt ville stige
Uafhængigt af hinanden fangede Danmarks Frie AutoCampere, Campingbranchen og Dansk Bilbrancheråd dette problem. Det førte til en undtagelse om autocampere, der blev indarbejdet under 2. behandlingen af lovforslaget: Det er ikke fair at straffe autocampere afgiftsmæssigt for et højt brændstofforbrug i forhold til en almindelig personvogn med f.eks. en campinganhænger eller andet påhængskøretøj, der påvirker brændstofforbruget lige så meget. I lovens endelige form fastholdes den tidligere lovgivnings lavere strafrate for højt brændstofforbrug derfor for autocampere – og også for veteranbiler.
Vi kan håbe, at lempelsen vil afspejles i lavere udlejningspriser for autocampere, således at flere danske familier afprøver denne frie ferieform før de køber en autocamper. Det er en god ide at finde ud af hvad, der er vigtigt for familien – stor eller lille – og hvilken indretning man foretrækker, før man køber vogn. For det er dyrt at skifte camper. Desuden vil flere oversøiske autocamperturister kunne leje autocamper og føle sig velkomne i Danmark – autocamperturister er et økonomisk gode for vort land.
Ikke mindst kan vi håbe på, at afgiftsnedsættelsen for de mindre vogne vil medføre, at også de unge familier nu får mulighed for at opleve friheden i at køre autocamper. Vi vil glæde os til at møde jer – både i vores forening og rundt om i Danmarks byer og natur.
Der var en god og demokratisk proces i forbindelse med lovens tilblivelse. Ministeren lyttede til folket.
I DFAC sætter vi demokratiet højt. Vi arbejder for autocamperes rettigheder i Danmark til glæde både for danske og for udenlandske autocamperturister – og har en stor gruppe aktive medlemmer, der deltager i dette arbejde.
I dette regneark viser vi beregningen af afgiften, som den var tiltænkt i Skatteministeriets første forslag (gule resultater) og efter ændringen som følge af gode argumenter (grønne resultater) fra DFAC, Campingbranchen og Dansk Bilbrancheråd i uafhængige bidrag til Skatteministeren. Forskellen træder tydeligt frem for de billigste autocampere eller, hvor bildel (chassis) er et af de dyrere.
Det er godt, når demokratiet virker
Bestyrelsen/ Henrik Krebs, formand.