Glæden var stor da DFAC i juli måned 2025 fik ændret teksten i synsvejledningen , VOSAK, så det fremgik, at Hvis ikke CoC-dokumentet på autocamperen indeholder forbrugsoplysninger, kan disse hentes fra CoC’et for tilsvarende chassis..
Allerede få dage efter ændringen af VOSAK var sendt ud, var motorstyrelsen dog nødt til at præcisere teksten i synsvejledningen, da det stod klart, at en synsmand, med stor fokus på detaljer, tolkede vejledningen anderledes end tiltænkt.
På trods af denne præcisering, oplevede et DFAC-medlem – der havde fået reduceret afgifterne på sin autocamper, via sammenligning af forbrugsdata, med en helt tilsvarende camper – at få afslag på at få refunderet de måneder, hvor der var betalt for meget.
Desuden afgjorde Motorstyrelsen, at camperens afgifter skulle beregnes via en formel, som efter afgiftsloven medfører meget høje afgifter.
Begrundelsen fra Motorstyrelsen var, at loven og VOSAKs formuleringer kun tillod at overføre forbrugsdata mellem sammenlignelige chassiser og ikke mellem færdigbyggede autocampere.
På den baggrund tog DFAC atter kontakt til Motorstyrelsen, som dog i første omgang konkluderede at man ikke mente, at de svar som DFAC fik fra Skatteministeren i 2023, med sikkerhed omfattede, at forbrugsdata kunne overføres mellem ens eller næsten ens færdigbyggede autocampere.
For at sikre, at ministeren stod bag denne fortolkning, blev DFAC derfor opfordret til at henvende sig til den nye skatteminister og skatteudvalget for at få et klart svar.
Den 30. juni blev DFAC dog kontaktet af Motorstyrelsen, som sammen med skatteministeriet igen havde gennemgået det materiale og de argumenter, som DFAC havde indsendt i 2023 og sammenholdt det med svarene fra den daværende skatteminister. Konklusionen var, at også overførsel af forbrugsdata mellem næsten éns færdigbyggede autocampere er omfattet af loven.
Derfor udkommer VOSAK i en ekstraudgave til august. DFAC har bedt Motorstyrelsen om et klart udsagn, som indtil da kan medbringes ved syn af private og forhandlere/importører. Fra Clark Henriksen Chefkonsulent, jura, Motorstyrelsen har vi derfor modtaget:
Motorstyrelsen 2. juli 2026:
“Det er som nævnt nu Motorstyrelsens vurdering, at forbrugsoplysninger vil kunne fastsættes ud fra oplysningerne i et CoC-dokument for et tilsvarende færdigopbygget køretøj – og altså ikke blot for et tilsvarende chassis.
Følgende fremgår af Vejledning om syn af køretøjer (VOSAK, april-udgaven i 2026; juli-udgaven er ikke offentliggjort), s. 840:
”Undtagelse 2: Forbrugsoplysningerne fra et CoC-dokument for et tilsvarende chassis, men med andet chassisnummer, kan anvendes. Et chassis kan anses for tilsvarende, selv om der måtte være mindre variationer mellem de to.
I den forbindelse bemærkes det, at det er uden betydning, om frontarealet for det tilsvarende chassis er anderledes end for det fremstillede køretøj, og at det er et krav, at motoreffekten afviger med højst +/- 3 %, og at den køreklare vægt afviger med højst +/- 3 %.”
Jeg vil foranledige, at ovenstående tekst i den næstkommende opdatering af VOSAK bliver præciseret, så det klart fremgår, at forbrugsoplysninger fra et CoC-dokument for en tilsvarende færdigopbygget autocamper også vil kunne anvendes til at fastsætte forbrugsoplysninger. De nævnte tolerancegrænser med en afvigelse på højst +/- 3i forhold til motoreffekt og køreklar vægt vil også gælde, hvis der anvendes forbrugsoplysninger for en tilsvarende færdigopbygget autocamper.
Jeg vil ikke lægge mig fast på, hvordan dette præcist bliver formuleret, men undtagelse 2 vil blive ændret i overensstemmelse med ovenstående. Jeg har talt med Færdselsstyrelsen, som ikke har tænkt sig at offentliggøre en juli-udgave, da der ikke har været tilstrækkelige ændringer. Jeg har orienteret dem om, at denne ændring vil komme, og de har tilbudt at offentliggøre en version til den 1. august 2026, hvor ændringen bliver implementeret. Så det er meget fornemt fra deres side.
Vi har også talt om, at Motorstyrelsen har afgjort (og fortsat behandler) sager, hvor styrelsen har afvist at fastsætte forbruget ud fra forbrugsoplysningerne for en tilsvarende færdigopbygget autocamper. Det har bl.a. resulteret i, at forbrugsoplysningerne i stedet er blevet fastsat ud fra beregningsformlen i brændstofforbrugsafgiftsloven, ligesom det har resulteret i, at Motorstyrelsen har givet afslag på tilbagebetaling af periodiske afgifter.
Disse sager vil Motorstyrelsen genoptage af egen drift, så forbrugsoplysningerne i disse sager fastsættes ud fra en tilsvarende færdigopbygget autocamper. Det vil sige, at de berørte parter ikke selv skal foretage sig noget. Jeg kan desværre ikke oplyse en tidshorisont herfor, men min umiddelbare forventning er, at det senest vil ske inden årets udgang.“



