Forårstur Italien/Rom 2016
Ankomst d. 4 marts – afrejse d 19. marts
Vi kom med færge fra Sardinien til Livorno og kørte til en autocamperplads i San Vincento et godt stykke fra Livorno. Det var mørkt da vi ankom. Vi var alene – der kom godt nok en anden camper som, efter at havde fået fyldt vand på, kørte igen. Vi fik tømt toilettet, og skulle derefter købe ind og kørte til Coop, der lå lige ved siden af, der var 5 min til lukketid, så vi fik kun lige købt det mest nødvendige.
Tilbage på autocamperpladsen var der stadig ikke andre campere på den mørke plads. Vi havde set, at der ikke var nogen parkerings restriktioner ved Coop, restriktionerne var først fra d. 1/4 til d. 1/9, så der parkerede vi under en lygtepæl for natten. N 43° 05´24,7´´ Ø 010°32´28,6´´. Politiet var kortvarigt forbi, og da Jytte sagde hej til dem, spurgte de bare, om alt var OK, og det var det jo.
Vi ville gerne ind at se Rom, og havde i Camping Card ASCI fundet ”Flaminio Village Camping”, N 41°57´28,6´´ Ø 012°28´´45,8´´, der ligger centralt i forhold til Rom.
Vores GPS havde fundet en vej til campingpladsen, så vi ikke skulle helt ind i tæt bytrafik. Positionen var meget præcis, og den ledte os til indgangen.
Vi blev skrevet ind og fik at vide, hvor vi kunne vælge en plads at holde på. Men først kom vi vand på camperen og så kørte vi til P- området, hvor vi fandt en plads. Det var lige ved toilet- og badefaciliteterne, der var imponerende med marmor og dejlig musik, men ingen varme! Så ville vi hellere brugte Costa del Bürstner Marano, 
det véd man hvad er!! Børnebadeværelset var usædvanligt sødt med små støvler og et mini-toilet!
Om natten blev det et voldsomt uvejr. Det var kortvarigt og heldigvis med hagl i almindelig størrelse – men det larmede ret voldsomt på taget, og det regnede det meste af natten.
Søndag d. 6 marts
Vi vågnede til sol – men vandpytterne stod overalt på campingpladsen og det var godt, at vi havde gummistøvler med i vognen.
I receptionen købte vi 2 busbilletter og fulgte anvisningerne om at komme ind til centrum. Bus stoppestedet var lige ved indgangen til campingpladsen. Vi skulle med ind til endestationen og derfra med sporvogn til dennes endestation, så det var let.
Sporvognens endestationen var lige ved Piazza del Popolo. Umiddelbart indenfor byporten så vi et Leonardo da Vinci museum – og det havde vi ikke set i Venedig, da vi var der for 2 år siden, så nu måtte det være! Alle modellerne måtte bruges, så der var en larm og snakken og leg overalt i lokalerne – ikke mindst da en drengespejdertrop eller 2 kom på besøg, de hyggede sig virkelig – og det gjorde vi også! Det kom bag på Jytte, at Leonardo også havde lavet kanoner og forskelligt krigsudstyr – men langt hovedparten af smart udvikling er jo sket for at bekrige hinanden, også nu til dags.
Bagefter nussede vi bare rundt i byen, dog med det formål at få set Colosseum. Men ved Colosseum var der en enorm kø for at komme ind, og vi blev enige om, at vi havde set antikke teatre både i Nímes, i Verona og flere i Grækenland, og at det nok ikke var så anderledes indeni end de andre.
Efter at have travet rundt i Rom det meste af dagen, var vi godt trætte, vi blev enige om, at tage en taxa til campingpladsen. Vi havde fået et overslag på 20-25€, og det kom til at passe med taxameteret.
Nok en dag hvor det om aftenen dryppede mere og mere og til sidst væltede det ned, lynede, tordnede og haglede – det var godt, at vi havde taget en taxa tilbage, vi nåede lige tilbage i tørvejr!
Mandag d. 7. marts
For at spare lidt på taxaerne og alligevel komme frem og tilbage købte vi 2×2 billetter til bus/tog og ankom samtidig med bussen ved stoppestedet. Vi havde set de fleste af de attraktioner, som man ”skulle” se, så vi daskede rundt for at opleve den vestlige side af byen. Her fik vi bl.a. set regeringsbygningen, der er en grim sag i forhold til de mange kønne bygninger omkring, og som naturligvis er stærkt bevogtet.
Jytte spurgte en tjener på et torv om mængden af politi og vagter, og han sagde, at det altid var sådan. Det var et vigtigt kvarter i Rom, og deres væsentlige opgave var – ud over at passe på politikerne – at sikre mod illegale indvandrere, handel med forbudte ting og endelig terrorisme herunder ISIS.
Vi kom, til et sted hvor vi kunne vi se Peterskirkens kuppel, men det var blevet sent, så vi besluttede, at vi ville se den næste dag. Vi fik øje på en flot bygning på den anden side af en flod og ville over for at se hvad det var.Vi gik ind i porten og blev stoppet af en vagt. Jytte spurgte ved hjælp af fingersprog og lidt blandet engelsk og italiensk om vi måtte komme ind i gården, men ”nej”. Det viste sig at det var højesteret, som vi besøgte. Jytte fortalte at det ikke var en bombe hun havde i hånden, men et billede vi havde købt, og hun viste det til vagten. Det løsnede ham op, da han så det, han fik åbnet bommen, og vi kom ind i gården, hvor han fortalte lidt om udsmykningen af væggene og især et våbenskjold, som var en konges våbenskjold. Vi fik en fin fremvisning i ca. ½ time på flydende italiensk og takkede bagefter for denne.
Overfor højesteret – på broen over Tiberen – kørte bilerne i venstre side, det undrede os ret meget, men vi fandt ikke ud af hvorfor. Og dog, grunden var nok, at det var lettere, at afvikle trafikken i de kryds, der var i begge ender af broen.
Tirsdag d. 8. marts
Dagen var afsat til at se Peterskirken. Der var røntgenscannere som i lufthavnene. Vi fandt en kø der ikke var så lang, men Lejf kunne jo ikke gå igennem, for han har pacemaker, så vi blev henvist til en anden scanner, hvor der var en politibetjent.
Kirken var imponerende. Vi tog en masse billeder, og var også inde i kirkens museum over religiøse skatte, hvor vi så en masse af deres guld og ædelstens-opsatser. Lejf mente, at han ikke ville have nogle af dem stående hjemme – de var mere imponerende end kønne – og umulige at tørre støv af!
Efter at have set Peterskirken tog vi tilbage til campingpladsen og betalte, kørte mod Lucignano N43° 16’36,1’’ Ø011°44’41,8’’ (Bordatlas I-52044), hvor der er en kommunal stelplads med strøm og vand. Vi fandt den med noget besvær, for det var ved at være mørkt. Det viste sig, at det var en noget blød græs-parkeringsplads med et hjørne med grus, hvor der holdt en camper i forvejen. Jytte talte med manden i den, han viste hvor der var strøm og fortalte at man ikke skulle ind på græsset med camperen, der ville vi bare køre fast, så vi holdt os på grusvejen.
Camper pladsen i Lucignano lå neden for byen. Der var et stykke vej op, og det var godt, at vi efterhånden havde vænnet os til motion på turen, så med en pustepause kom vi op. Byen viste sig at være større, end vi havde regnet med. Jytte fik brug for et toilet og vi gik ind på turistbureauet / museet. Der var ikke nogen i bureauet så Jytte gik op på første sal, hvor hun talte med et par rare damer og fik vist toilettet. Hun mente, at dem hun talte med, var ansatte i kommunens forvaltning.
Fra Lucignano kørte vi tiI Certaldo, hvor vi fandt camperpladsen, men den var ikke tiltalende. Ingen lys og mudderhuller. Jytte fandt en anden på CamperContact, så der kørte vi hen – men denne plads fandtes ikke i virkeligheden. I stedet holdt vi på p-pladsen på en gade hvor der var godt lys, beboelses blokke og parkeringspladser. Der var også en græs-fodboldsbane, som man dog kunne se, ikke havde været brugt længe. Koordinater N43°32’34,8’’ Ø011°2’35,3’’. Helt OK plads.
Jytte havde set en damefrisør overfor autocamperpladsen, og hun havde sandelig tid. Det blev en tavs vask og klipning, for hun kunne ikke et ord udenlandsk, men klipningen gik hurtigt og var OK.
Det er sjældent, at vi går efter noget bestemt, vi vil se. Vi lader ofte tilfældet råde, og på den måde får vi ofte oplevelser, store og små som f.eks. i Rom. Dog måtte vi se Leonardo da Vincis fødeby, den var lige i nærheden.
I Vinci er der en dejlig stor AC- plads med faciliteter(N43°46’50,0’’ Ø10°55’42,3’’) placeret lige ved indkørslen til byen. Der skulle have været strøm, men det var der ikke.
Den første nat var vi helt alene. Næste eftermiddag kom der en camper mere på pladsen, en østrigsk kvinde, der rejste sammen med sin utrolig rare og bløde New Foundland hund på 8 år. Vi snakkede lidt med hende – hun havde en stor Bishop?? camper med dobbelthjul og en utrolig masse indeni, bl.a. en vaskemaskine, som var komplet utilgængelig på grund af slanger, træktove mmm. I løbet af eftermiddagen kom der endnu 3 campere, og om aftenen var vi 6 stk. Det var helt hyggeligt at holde sammen med andre. Det var længe siden.
Vi fandt Leonaro da Vinci museet. Det var i borgen, som lå lidt højt oppe, men da vi jo 
havde gået op og ned i de forskellige byer, var det efterhånden ikke det store problem. Men da vi kom derop var der lukket, der var en trappe der skulle males, så vi måtte vente til næste dag.
Museets udstilling var ikke helt en kopi af museet i Rom, der var en del gentagelser, men også mange ting vi ikke havde set før. Her måtte vi til gengæld ikke pille, for en del af modellerne var flere hundrede år gamle. Det var lidt træls.
Søndag d. 13. marts
Om morgenen fik Jytte talt med damen i camperen ved siden af. Hun hedder Martina Hiess, Vi udvekslede kontaktoplysninger og snakkede hyggeligt sammen. Hun anbefalede en almindelig Parkeringsplads: N 43° 43’ 30,83”, E 10° 23’ 53,97” i Pisa, hvor vi selvfølgelig gerne ville hen og se ”tårnet”. Det viste sig, at pladsen var gratis søndag og 2 mørklødede mænd ”passede på bilen”. For en sikkerheds skyld fotograferede Jytte dem, og det vidste de. Der var kun få biler på P-pladsen, nok fordi den lige havde været lukket et par dage forinden.
Selv om vi allerede var ved tårnet i Pisa ved 9.30- var der mange mennesker. Tårnet 
hældte godt nok mere end vi regnede med, men det var flot. Vi ville ikke op i det, og de ville også have 17€ for at komme der op. Alle der skulle der op, blev undersøgt med en kropsskanner, og der var en hel del politi og kontrol.
Ved siden af tårnet lå ”Dåbskapellet”, som var en skuffelse og hurtigt set. Derefter så vi ”Galleriet”. Her var til gengæld en masse at se – vægmalerier, figurer og gravsten, vi brugte ret lang tid her.
Og i kirken var der godt nok mange malerier og anden udsmykning, så det tog tid at se det hele.
Fra Pisa kørte vi til Lucca. I Lucca forsøgte vi at finde den gratis camperplads, efter at vi havde fundet betalingspladsen. Det var i myldertiden så det tog noget tid, men da vi fandt den, kunne Lejf ikke rigtig lide den, og han ville også gerne kunne tømme toilettet, så vi kørte tilbage til betalingspladsen. (N 43°50’23,1’’ Ø10°29’17,0’’).
Der var en camper allerede, og vi holdt med god afstand til den og tog et hvil. Men vi vågnede ved, at der var en masse køren og snakken rundt om vognen – og så var der en camper der havde parkeret så tæt ved siden af os, så vi nær ikke kunne åbne køkkenvinduet! Det kunne vi ikke lide!
Det var en stor camperplads, og der var masser af plads. Vi kunne ikke forstå, at det var nødvendig at holde så tæt, og vi flyttede vores camper.
Om aftenen var vi inde at se på byen. Den er stor og med krumme gader. Spændende og let at fare vild i!
Mandag d. 14. marts
Vi startede dagen med at gå ind til byen, inden for ringmuren, der er 4,5km lang. Vi havde ikke noget mål, at gå efter så vi tussede rundt som sædvanlig. Dog så vi efter en jakke til Lejf og var inde i flere forretninger uden at finde nogen, men pludselig så Jytte en jakke hænge uden for en forretning og prisen var 15€. Så ind at prøve den!! Den var for lille og den i nummeret større stod til 49€, men blev med det samme sat ned til 15€. Den blev købt. Det er en dejlig, varm jakke.
Efter turen inden for muren skulle vi finde et supermarked. Så vi betalte 12 € for overnatning og kørte ud fra pladsen, fandt et supermarked og parkerede lige over for på gaden. Det var ikke det bedste sted at parkere, men vi betalte for at parkere der, og gik ind for at handle. Da vi kom ud igen havde vi fået en parkeringsbøde på 40€. Jytte var noget utilfreds med det. Hun talte med en mand på gaden, som foreslog, at vi kørte ud til det politi, der stod for udstedelsen, så kunne det være, at den blev droppet. Vi kørte dertil og hun fik en forklaring på bøden. Det viste sig, at vi skulle betale for de pladser vi optog og i vores tilfælde skulle vi have betalt for 2 båse, men vi havde kun betalt for en, så nu ved vi det! Der var dog et lille lyspunkt, og det var, at hvis vi betalte inden 5 dage ville bøden kun vare på 25€ og damen på politikontoret hjalp med at udfylde girokortet – det havde vi aldrig fundet ud af! Vi kørte tilbage på pladsen for natten – det var blevet sent.
Tirsdag d. 15. marts
Efter at have tømt, fået vand på og betalt for overnatning (denne gang kun 10€) kørte vi til en tankstation for at få LPG, det var en Agip/Eni tank. På spørgsmålet om blandingen butan/propan mente tankpasseren, at det var en 50%´s blanding. Jytte spurgte, om han, vidste hvor vi kunne få fyldt ren propan på vores tyske flaske. Det vidste tankpasseren og han forklarede vejen til firmaet Berti, og hans beskrivelse viste sig at passe: Berti Combustibili, Via Sarzanese 511, 55100 Lucca. Tlf. 0583 511744-5, Åben 8-14 + 14-18 i hverdagene (N43°48´19,6” E10°32´03,8” ). De fylder både gastanke og almindelige flasker og mente godt, at de kunne fylde vores tyske flaske. Vi vidste ikke, hvor meget vi manglede, men efter at havde vejet flasken, fyldte de 4 l. på. Det var måske lidt forsigtigt, men det kan være, at de ikke helt kendte vægten af en tom tysk propanflaske. En tom tysk flaske vejer 11,8kg.
Efter påfyldningen kørte vi langs kystvejen til Carrara. Vi havde læst om, at byen var kendt for sin marmor og der var et flot marmorbrud man kunne se.
Der skulle der være en camperplads i byen, men den var svær at finde, og det lykkedes ikke. Til gengæld fandt vi en parkeringsplads hvor vi kørte ind. (N44°04’27,1’’ Ø10°05’29,9’’). Der holdt en masse biler, og efterhånden som folk holdt fyraften forsvandt alle bilerne. Der var nogle der kiggede noget på os, og næste dag så vi, at der var en højdebegrænsning på pladsen på 2,2m.
Der var en mand i en personvogn på pladsen, der øvede sig i at flyve med drone. Han overvurderede nok hvor langt væk han kunne flyve med den, så han mistede forbindelsen med den, da den kom ned bag en bakketop, og han så ikke mere til den. Derpå satte han sig ind i sin bil og kørte formentlig ud for at finde dronen igen. Han kom tilbage noget efter men uden drone.
Jytte talte med en ung mand på pladsen, han frarådede på fint engelsk at køre op ad bjerget med camperen, men fortalte at der var mulighed for, at få en tur i en firehjulstrækker derop, det var ikke dyrt, og han fortalte samtidig at det var en tur med folk med stærke nerver, for det gik stærkt i svingene, og der var lodret ned. Pludselig havde vi mistet lysten til at se marmorbruddet tæt på 😉 .
Næste dag fandt vi ud af, hvor autocamperpladsen jfr. CamperContact skulle havde været. Det viste sig, at den skulle være på en parkeringsplads til et supermarked. Men her var der bom for og kun adgang for små personbiler. Vi fik dog lov til at holde der, medens vi gik en tur i byen, mod at vi betalte som alm. personbil.
Vi så en stor del af byen. Der var marmor alle vegne, bænke, blomsterkrukker, statuer og fliser på pladser, det var næsten for meget.
Til gengæld fandt vi posthuset. Det var meget smukt, og så fik vi betalt parkeringsbøden fra Lucca.
Vi havde læst om et dinosaur museum i Lerici nær La Spezia, så der kørte vi til. Vi troede, at museet lå i en park ved noget vand, fordi området var grå-grønt på Jyttes telefon, som vi brugte som GPS – men det lå inde midt i byen, og vi kunne ikke finde nogen ledig p-plads, så vi kørte igen.
I La Spezia er der en AC-plads (N44°06’12,3’’ Ø009°51’36,9’’) vi besluttede at bruge den for natten. Der var mange campere og en del var fastliggere – og de var dermed pt. ubeboede. Der var også en ambulance station, så pladsens folk havde 2 jobs.
Torsdag d. 17. marts
Vi kørte fra La Spezia ad motorvejen langs kysten mod Frankrig. Pladserne langs kysten var alle meget dyre, men Lejf havde analyseret, at jo tættere på Frankrig vi kom, jo billigere blev de. Motorvejen var spækket med tunneller, vi talte på kortet at der var omkring 60 stk. – men ih, hvor sparede vi mange ture op og ned ad bjergene.
I Borghetto, skulle der være to kommunale camperpladser. Vi fandt ingen af dem, men der var en privat camperplads, (44°06’56,5’’ Ø008°14’08,6’’) som nærmest var indrettet som en lille campingplads til ca. 10 vogne. Her fik vi den næst- sidste plads. Py-ha!
Fredag d. 18. marts
Først ville vi have været afsted næste formiddag, men Jytte trængte til en fridag, til at få 
skrevet og slappet af, så vi blev en ekstra dag. Det var nok også medvirkende, at der var sol og 18° varmt. Der var en vrimmel af helikoptere, der larmede over pladsen og åbenbart landede nær ved.
Om eftermiddagen gik vi en tur, og fandt ud af, at helikopterne landede netop der, fordi de var en del af RIAs fjernsyns dækning af cykelløbet San Remo – Milano. Der var også en masse motorcykler og lastbiler med sendeudstyr.
Vi var en tur nede i byen, der var ganske hyggelig med flere supermarkeder – vi er lidt pjattede med små, lokale supermarkeder, og fristes let af impulskøb dér.
Lørdag d. 19 marts.
Afgang til Frankrig, vi sigtede mod La Motte hvor vi har været før. Det er en rigtig hyggelig lille by med et OK supermarked.
I La Motte er der to camperpladser, der begge har vand og tømning. Den ene ligger tæt ved en vej, den holdt vi på sidst. Den anden, som vi ikke på forhånd kendte, viste sig at ligge ved en tennisbane, (43°27’31,8’’ Ø006°32’52,4’’), og den var stille og rolig. Da vi kom, holdt der to engelske og en fransk camper. Vi fik talt med de engelske og Jytte talte med dem i den franske camper.
Den franske dame havde godt hørt, at korsikanerne var meget lidt gæstfrie og især ugæstfrie over for autocampere.
Efter et par overnatninger og gå-ture i La Motte havde vi travlt med at komme hjem, så vi kørte nærmest transit gennem Frankrig og Tyskland. Vi må nyde begge lande (igen) ved en anden lejlighed.
Jytte og Lejf DFAC-0006
